281
ASTRID.
eders Visdom,“ raabte han atter og atter til sine Mænd. „Jeg vil være fri. Hvorfor priser man eders Visdom.“
Men medens Kongen saaledes skreg og larmede, og ingen vidste noget at svare ham, traadte liden Astrid frem af Ternernes Kreds og fremsatte et Forslag. —
Hjalte maatte nu tro hende paa hendes Ord, det var kun, fordi hun fandt det saa morsomt, at hun ikke kunde lade være at sige det, men ingenlunde, fordi hun havde troet, at det virkelig kunde lade sig gøre. —
„Hvorfor sender du ikke mig?“ havde hun sagt. „Jeg er jo ogsaa din Datter. Hvorfor sender du ikke mig til den norske Konge?“
Men da Ingegerd hørte disse Astrids Ord, blev hun bleg. „Ti, og gaa din Vej,“ sagde hun vredt. „Gaa din Vej, du Sladdertunge, du lumske, onde Ting, der kan foreslaa min Fader en saadan Skændsel.“
Men Kongen tillod ikke Astrid at gaa. Tværtimod, tværtimod! Han udstrakte Armen og drog hende til sit Bryst. Han baade lo og græd og var vild af Glæde som et Barn, der morer sig.
„Aa!“ raabte han, „hvilket Indfald! Hvilket hedensk Skælmsstykke! Lad os kalde Astrid Ingegerd og lokke Norges Konge til at ægte hende! Og siden, naar det rygtes om Lande, at hun er af Trællebyrd, da vil mange glæde sig i deres Hjerter. Da vil der blive drevet Spot og Spe med den Digre.“
