DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Der var engang en Konge, der kom ridende østerfra langs med den nordre Elv ned til Kongshelle. Det var hen imod Aarets Slutning. Luften var tung og Himlen graa, som de som oftest er ved den Tid.
Stien, ad hvilken Kongen red, snoede sig hen over Engene. Der var fuldt af Græstuer, men hist og her stak der Ellebuske op imellem dem, og langs med Vejen havde de hobet sig sammen, som om de var nysgerrige efter at se den, der red forbi. Ja, de trængte sig endog helt ud over Vejen, saa Kongen havde ondt ved at faa Hesten frem imellem dem.
Det var saa sent paa Aaret, at alle Træer var bladløse, og alt Liv standset i Skov og Eng. Paa Marken laa Sommerens Løv graat og vissent, og Efteraarsregnen havde pisket det sammen til et tæt og fugtigt Dække, under hvilket utallige Edderkopper og Snegle laa i Vintersøvn.
Graat og taaget var der rundt omkring, og
