330
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Kongen tænkte: „Det er just ikke nogen smuk Vej for en Konge at ride ad.“
Men ret op fra det side Engdrag næsten lige ved Vejkanten hævede sig det smukke Fontinsbjerg.
Længst nede ved Foden var det omgærdet af en Kant af klart, gult Sand; saa hævede der sig lodret et Stykke nøgen Bjergvæg, derefter kom der en Række blaagrønne Fyrretræer paa en smal Afsats. Højere oppe kom der løse Klippeblokke, overrislede af smaa klare Strømme, saa en Række Birketræer med hvide Stammer og rødbrunt Fletværk af Grene, og saa igen en Stribe Sand. Men oven for Sandet hævede Bjerget sig med mægtige nøgne rødgraa Klippevægge helt op til den mørkegrønne Granskov, der voksede tæt og kraftig oppe paa den flade Bjergaas.
Men Kongen havde ingen Glæde af at være saa nær ved det smukke Bjerg, thi Taagestriber strøg hen over Bjergvæggen, og Skytapper hang ned over den, og fra alle dens Kløfter og Træklynger hævede der sig graa Regndamp. Og saaledes gik det til, at det brogede Fontinsbjerg forekom Kongen lige saa graat som alt det andet.
Kongen sukkede dybt og tungt, medens han red hen ad Stien mellem Ellebuskene, der rystede en hel Regn af tunge Draaber ned over ham og hans Hest.
Og som han saadan red, følte han sig pludselig saa bedrøvet, at han syntes, at han havde aldrig før følt noget lignende. „Saadan er det bestandig for mig,“ tænkte han. „Alting er graat
