VED GRAVEN
det han trådte ud af den lille, lave
Stationsbygning, under det snedækkede Bislag, skråede
en høj, mørk Skikkelse med hastige Skridt tværs over
det snehvide Torv med omliggende, lave Bygninger —
hen imod den sorte, nøgne Allé, ud af Byen.
Han standsede brat, med Kufferten i Hånden og Tæppet over skuldrene — der gik et Minde igennem ham, det var som en Luge åbnedes i Aftenen ud til Livet, Livet med dets Styrke og Magt — men så rystede han på Hovedet — nej, nej, det var jo umuligt, det kunde ikke være ham, denne bøjede Skikkelse, denne lange Frakke, så skævtsiddende og slidt — han, der var så statelig og rank som en Prins — og denne usikre Gang — når han huskede ham fra deres Vandringer ad de lange Landeveje grønne Sommerdage og stille, gyldentklare Efterårsdage — — men — —
Han drejede pludselig af og gik ilsomt langs Torvet hen i Alleen. Med hurtige Skridt styrede han ned gennem det lange, øde Perspektiv med den snorlige, hvide Vejstribe og de sorte, spinkle Stammer, lukket foroven af nøgne Grenes tætte Gitter. Dér skimtede han ham langt nede, duknakket, hastigt forsvindende i den snefyldte Skumring. Nej, det var jo umuligt — havde han da glemt ham således?
Han standsede — at han blot kunde tro, nogen
