VED GRAVEN ❧
74
kunde forandre sig således — og han, der havde ejet en sådan Ungdom og som — som havde — sejret — — nej, han måtte ikke gå videre, han måtte dog huske på, at Livet skulde leves — også bagefter — —
Men pludselig gik han igen, hurtigere og hurtigere — det bar ad Kirkegården til — Kirkegården, hvad skulde han dér? han på Kirkegården — — han smilte halvt, kunde han så ikke se, at det ikke var ham? Men nu, nu drejede han af derop, forsvandt ind mellem Allétræerne — hvis han ikke skulde blive borte, måtte han skynde sig.
Han næsten løb ad Alleen, i den smalle, mørke Tunnel, på den hvide, knirkende Sne, ud på den gamle, kendte Sti og op ad den stejle Skråning til den høje, ensomme Kirkegård. Jærnlågen smeldede i efter ham, skarpt i Vinteraftenens Stilhed — foran ham lå de høje, skumle Alleer, øde og tomme, stirrende på ham som store, hule Dødningeøjne — langt derinde lød ilende Skridt. Som sanseløs løb han efter dem, løb med Tæppet trykket ind til sit Bryst og med Kufferten i Hånden, løb uden selv at vide hvorfor. Til bægge Sider glimtede Marmorkors og Marmortavler forbi ham, mellem Stammerækkerne, død efter død — omkring det lille, stumme Springvand med det stivfrosne, stålmørke Isspejl — nye Alleer, tomme og gabende mørke — hvorhen?
Han løb til — så næsten tørnede han mod den høje skikkelse, der stod lige foran ham med Ryggen mod Vejen og bægge Hænder støttet på et sort Jærngitter, foran en Grav.
Et hulkindet, hvidt Ansigt så ind i hans, med gråt Skæg og gråt Hår under Hatten — nej, nej, dér kunde
