SMÆRTENS STED ❧
86
løs pjaskede om i Mørket — — — Blodtabets Sted, Undergangens Sted — hans Liv fortabt — på én Gang — for altid — —
Han åbnede de hjælpeløst flakkende Øjne — du min Gud, du min Gud — var han ikke ovre det — trods Årene, der gik — Smærtens Sted, Undergangens Sted — passerede det nu?
Han rejste sig ilsomt; rystende på Hænderne lukkede han de ribbede Skærme sammen over Loftslampens Glashvælv, hvor Snoren krummede sig som en lysende, gul Orm, lukkede til, så alt forsvandt i Skumring.
Så sank han langsomt ned på Hynden, med Hånden presset for Panden — Smærtens Sted, passerede det nu, bag Gardinet, der ude i Novemberaftenmørket, så kendt, så kendt — — Stationen med Vinduesøjnene, med Trappestenen til Landevejen bagom, og Landevejen ligeløbende, langt ud, til Skoven, til Gården — Smærtens Sted, Smærtens Sted —
Han kastede pludselig Legemet ned over de stride Puder, som hev en voldsom Tandudtrækning smærtedirrende gennem hele hans Krop, han gled ned på Siden, krympet sammen i Krampe, Tænderne skurrede sammen — nu — nu — —
Hjulene larmede dumpt for hans Øren — stadig — tungt — fjærnere — fjærnt — —
— — — Et grønt Solskin, en solflimrende, dirrende Sø af Droslers og Mejsers Kvidren og langt borte fra Markerne Lærkernes højt stigende Jubelstråler — jordduftende Skygge af Bøgeskov tæt omkring ham i Junimiddagsstilhed, og mellem hans Hænder to ferskenbløde Kinder, to lukkede, sortfrynsede Øjne og en
