87
❧ SMÆRTENS STED
blussende Rosenmund, skælvende under Elskovskys — og bagved, Bøgeløv, myldrende tæt, lunende varmt, skærmende trygt, og Græsset kælende blødt omkring Fødderne — — —
Et skingrende Hvin som en skærende Ridse gennem Solen — — —
Han tumlede over Ende, foroverbøjet, i Kupéskumringen — hans Hånd famlede det glidende Lærred til Side — Lys tindrede ham i Møde, Blink ved Blink, uroligt flammende under Rudens Slingren, Hjulenes Skuren rallede langt, det skingrende Hvin foer atter frem — —
Staden — allerede — var det muligt — var han ovre det — Smærtens Sted — var han alt i Staden — forbi det — —
Lysene flimrede ind fra bægge Sider — han sad på Sædet og så sig om, forvirret, med glippende Øjne i den klart oplyste Kupé, Stemmer summede bag Ruden ude fra Perronens Trængsel.
Hin voldsomme Tandudslidning, Sammenkrympningen — og så med Et: Opløsningen, Glemslen, Mindebilledet fra Elskovens Sommertid — var det steget ind til ham fra Mørket derude i ukrænket Ungdoms Skønhed? Mindet, havde det i denne Forbifartens Nat med Et skænket ham af sin Lykke, den han aldrig før havde set — læget Smærten med Lykken, den hidtil glemte? — og efter hin Sindets Overvældelse i Søvnens Ugleham båret ham frelst bort over hans Ungdom hen til denne Stad, hvor nu Lys og Stemmer hilste ham velkommen med Bud fra de mange Hjem, fra de mange Mennesker, som fandtes foruden hans, hvori Lyset aldrig blev tændt, foruden hende, der
