Side:Menneskeløget Kzradock.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

10

Menneskeløget Kzradock


sigt, et Barns lykkelige Smil over endelig helt og fuldt at blive forstaaet… Men jeg saa, at der samtidig opstod en Kamp i hans Sind. Han gik et vaklende Skridt hen imod mig, og det var som om han vilde række mig Ringen. Dog hans Hænder lystrede ham aabenbart ikke. De skælvede, Hænderne, stærkere end nogensinde før, og til min Overraskelse saa jeg, hvorledes den højre Haand pludselig greb om Ringen og lynsnart lod den glide ned over den venstre Guldbrand. Og det store Menneske, der stod foran mig med den lave Pande og de vældige Øjenbryn, stønnede som et saaret Dyr.

Og med en Viljeanspændelse, der syntes overmenneskelig, fremstammede han tilsidst de Ord, som jeg havde hørt saa mange Gange før og som jeg indtil nu havde troet uden sund Sans:

Bundet paa Hænder og Fødder, med en Dolk i Haanden — saa bleg paa en Sofa … men en grøn!

O — men nu forstod jeg dig, Kzradock! Kzradock, du dybt sunkne, du af rædselsfulde Magter fortærede…