84
Menneskeløget Kzradock
husker, at jeg følte Undren over, at ingen kom mig til Hjælp. Jeg erindrede jo tydeligt, at her i Værelset stod Monsieur Carbonel og Brandofficeren …
Hvorfor ilede de ikke til? Hvorfor kom de mig ikke til Undsætning? I Cellen var der den dybeste Stilhed, og jeg forstod i min Afmagt, at ogsaa de andre maatte være lammede … at henne ved Vinduet stod Brandofficeren endnu med Haanden hævet og ved Døren Monsieur Carbonel med Fingeren paa Aftrækkeren til den Revolver, som jeg havde set ham tage frem.
Da min første Forskrækkelse havde lagt sig, fyldtes mit Sind af en dyb Fred. Det var kun mit Legeme, der var blevet lammet; min Hjerne, syntes det mig, fungerede normalt. Hermed mener jeg, at jeg tænkte logisk, som jeg plejer.
Derimod var det, jeg saa, ganske usædvanligt og mærkeligt.
Der var aabenbart ved at indtræde en saa intim Forbindelse mellem min og Kzradocks Sjæl, at jeg for mit indre Blik saa, hvad han følte. Jeg læste hans Tanker, jeg saa hans Sy-
