XIII.
TO BYER.
PAA HAVSENS BUND.
Lørdag 9. April.
Det blev en stille, klar Nat. Vildgæssene brød sig ikke om at søge Ly i nogen af Grotterne, men stod og sov oppe paa Klippefladen, og Drengen havde lagt sig i det korte, tørre Græs ved Siden af Gæssene.
Det var klart Maaneskin den Nat, saa klart, at Drengen havde ondt ved at falde i Søvn. Han laa og tænkte paa, hvor længe han havde været hjemmefra, og han regnede ud, at det var tre Uger siden Rejsen begyndte. Tillige kom han i Tanker om, at det i Aften var Paaskeaften.
„I Nat er det altsaa, at Heksene kommer hjem fra Blåkulla,” tænkte han og lo ved sig selv. Thi baade Nissen og Nøkken var han lidt bange for, men Hekse og Troldmænd troede han slet ikke paa.
Havde der været Hekse i Luften den Aften, maatte han saa vist have set dem. Himlen var saa lys og klar, at ikke det mindste sorte Punkt kunde bevæge sig i Luften, uden at han opdagede det.
Medens han laa der med Næsen i Vejret og tænkte paa dette, fik han Øje paa noget smukt. Maaneskiven stod hel og rund højt oppe, og foran den kom en stor Fugl flyvende. Den fløj ikke forbi Maanen, men det saa ud, som om den kom flyvende ud af den. Imod den lyse Himmel tog Fuglen sig kulsort ud, og Vingerne naaede fra den ene Kant af Maaneskiven til den anden. Den holdt Retningen saa nøjagtig, at det saa ud for Drengen, som om den var tegnet paa Maaneskiven. Kroppen var lille, Halsen lang og tynd, og et Par lange, tynde Ben strakte den bagud. Drengen saa straks, at det maatte være en Stork.
