Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

17

og det brusede i Fjerene som en hel Storm. Tretten Gæs fløj omkring ham, og alle slog de med Vingerne og gækkede. Det flimrede for hans Øjne, og det susede for hans Øren. Han vidste ikke, om de fløj højt eller lavt, eller hvor det bar hen med dem.

Endelig kom han saa meget til Sans og Samling, at han begreb, han maatte klare sig, hvor Gæssene fløj hen med ham. Men det var ikke saa let, for han vidste ikke, hvor han skulde faa Mod til at se ned. Han var ganske sikker paa, han vilde blive svimmel, hvis han prøvede paa det.

Vildgæssene fløj ikke saa meget højt, da den ny Rejsekammerat ikke kunde aande i den allertyndeste Luft. For hans Skyld fløj de ogsaa lidt langsommere end ellers.

Tilsidst tvang Drengen sig dog til at kaste et Blik ned ad Jorden til. Og det forekom ham, at der under ham laa udbredt et stort Tørklæde, der var delt i en utrolig Mængde smaa og store Tærner.

„Hvor i Alverden er jeg kommen hen?” tænkte han.

Han saa ikke andet end Tærne ved Tærne. Nogle var skæve, og nogle var aflange, men overalt var der Hjørner og lige Sider. Ingenting var rundt, og ingenting var bugtet.

„Hvad er det dog for et stort, tærnet Tørklæde, jeg ser ned paa?” sagde Drengen ved sig selv uden at vente Svar af nogen.

Men Vildgæssene, der fløj rundt om ham, raabte straks: „Agre og Enge. Agre og Enge.“

Da begreb han, at det store, tærnede Tørklæde var det flade, skaanske Land, som han fløj hen over. Og det gik lidt efter lidt op for ham, hvorfor det saa' saa mangefarvet og tærnet ud. De lysegrønne Tærner kendte han først, det var Rugmarkerne, der var tilsaaet om Efteraaret og havde holdt sig grønne under Sneen. De gulgraa Tærner var Stubmarker, hvor der sidste Sommer havde vokset Korn, de brunlige var gamle Kløverenge, og de sorte var tomme Roemarker eller pløjede Brakmarker. De Tærner, der var brune med gule Kanter, var vistnok Bøgeskove, for i dem er de store Træer, der staar midt i Skoven, nøgne om Vinteren, men Smaabøgene, der vokser i Skovbrynet, beholder de tørre, gule Blade helt til Foraaret. Der var ogsaa mørke Tærner med graant i Midten: det var de store, sammenbyggede Gaarde med de mørke Straatage og de brolagte Gaardspladser. Og saa var der Tærner, der var grønne i Midten med en Kant af