Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

25

kan klare mig alene paa en saadan Rejse,” sagde Gasen, „saa jeg vilde gerne vide, om du ikke vil følge med og hjælpe mig.“

Drengen havde naturligvis ikke tænkt andet, end at han vilde vende hjem saa snart som muligt, og han blev saa overrasket, at han ikke vidste, hvad han skulde svare. „Jeg troede ikke, vi to var gode Venner,“ sagde han. Men det lod det til, at Gasen helt havde glemt. Det eneste, han huskede, var, at Drengen for et Øjeblik siden havde reddet hans Liv.

„Jeg skulde vist hjem til Fader og Moder,” sagde Drengen. — „Ja, jeg skal nok bringe dig tilbage til dem til Efteraaret,” sagde Gasen. „Jeg skal ikke forlade dig, før jeg har sat dig af paa Dørtrinnet derhjemme.”

Drengen tænkte, at det maaske ikke var saa galt at slippe for at vise sig for Forældrene endnu en Tid. Han syntes ikke ilde om Forslaget og skulde netop til at sige, at han gik ind paa det, da de hørte en stærk Larm bagved sig. Det var Vildgæssene, der var kommen op af Søen alle paa een Gang og stod og rystede Vandet af sig. Saa stillede de sig op i en lang Række med Førergaasen i Spidsen og kom hen til dem.

Da den hvide Gase nu saa nærmere paa Vildgæssene, følte han sig ikke rigtig hyggelig til Mode. Han havde troet, de lignede de tamme Gæs mere, og at han havde følt sig mere i Slægt med dem. De var meget mindre end han, og ingen af dem var hvid, men de var alle graa med en brun Schattering. Og deres Øjne blev han næsten bange for. De var gule og skinnede, som om der brændte Ild bag dem. Gasen havde altid lært, at det var det pæneste at gaa langsomt og vraltende, men disse Gæs gik ikke, de løb næsten. Men mest urolig blev han, da han saa paa deres Fødder. De var store, slidte og sønderrevne. Man kunde se, at Vildgæssene aldrig brød sig om, hvad de traadte paa. De gik ingen Omveje. Ellers var de meget pyntelige og velplejede, men paa deres Fødder kunde man se, at de var fattige Folk fra Vildmarken.

Gasen fik lige Tid til at hviske til Drengen: „Svar nu flinkt, men fortæl ikke, hvem du er!” saa var de der.

Da Vildgæssene stod foran dem, nejede de mange Gange med Halsene, og Gasen gjorde det samme, endnu flere Gange end de. Saasnart der var hilst tilstrækkeligt, sagde Førergaasen: „Nu kan vi vel faa at vide, hvad I er for nogle?“

„Der er ikke meget at sige om mig,“ sagde Gasen. „Jeg er født i Skanör sidste Foraar. I Efteraaret blev jeg solgt til Holger Nielsen i Vester Vemmenhög, og der har jeg været siden.“