314
ud paa Landet og ind i Bøndergaardene og bad dem saa mindelig give mig noget at bestille. Aa, Herre Jesses, hvor var jeg træt og sulten tilsidst, inden jeg kom til en Gaard, hvor jeg fik Lov at blive og karte for otte Skilling om Dagen! Men længere hen paa Foraaret fik jeg Arbejde i Haverne inde i Byen, og der blev jeg til hen i Juli. Men da kom jeg til at længes saa meget efter mit Hjem, at jeg gav mig paa Vej til Rättvik. Jeg var jo kun sytten Aar, maa I huske. Mine Sko havde jeg slidt op, saa jeg maatte gaa femogtredive Mil paa bare Fødder. Men dog var jeg glad i mit Hjerte, for nu havde jeg skrabet hele femten Rigsdaler sammen, og til mine smaa Søskende havde jeg nogle haarde Hvedeboller med og et Kræmmerhus med hugget Sukker, som jeg havde sparet sammen. For naar nogen havde givet mig Kaffe med to Stykker Sukker til, gemte jeg altid det ene.
Her sidder nu I, Piger, og ved ikke, hvormeget I har at takke Gud for, at han har givet os bedre Tider. For dengang var det ikke anderledes, end at det ene Hungersaar fulgte efter det andet. Alle unge Mennesker i Dalarna var nødt til at rejse bort for at tjene Penge. Næste Aar — det var 1847 — gik jeg igen til Stockholm og fik Arbejde ved Stora Hornsbergs Have. Dér var vi flere Piger fra Dalarna, og nu fik vi noget højere Dagløn, men spare maatte vi alligevel. I Haverne samlede vi gamle Søm og Ben og solgte dem til Kludekræmmeren, og for Pengene købte vi en Slags stenhaarde Beskøjter, som de bagte til Soldaterne i Militærbageriet. I Slutningen af Juli gik jeg hjem igen for at hjælpe til med Høsten. Denne Gang havde jeg sparet tredive Daler sammen.
Næste Aar maatte jeg igen ud at tjene Penge. Da kom jeg til Staldmestergaarden udenfor Stockholm. Den Sommer var der Feltmanøvrer paa Lagårdsgärdet, og Marketenderen sendte mig hen at varte op ved et Køkken, som han havde i en stor Rustvogn. Om jeg saa blev hundrede Aar, glemmer jeg aldrig den Gang, jeg maatte blæse paa Lur derude i Lejren for Kong Oskar den første. Og han sendte mig en hel Specie til Belønning.
Derefter var jeg flere Somre i Rad Færgepige paa Brunnsviken og roede imellem Albano og Haga. Det var min bedste Tid. Vi havde en Lur med i Baaden, og somme Tider tog Passagererne selv Aarerne, for at vi skulde blæse for dem. Naar saa om Efteraaret Roningen hørte op, gik jeg op
