XXXIII.
SAGNET OM UPPLAND.
Torsdag 5. Maj.
Næste Dag var Regnen ophørt, men Stormen blev ved hele Formiddagen, og Oversvømmelsen bredte sig stadig videre. Men straks efter Middag kom der et Omslag. Lige paa een Gang blev det det dejligste Vejr, varmt og stille og lifligt.
Niels Holgersen laa nok saa fornøjet midt i en stor Busk dejlige, blomstrende Kabbelejer og stirrede op mod Himlen, da der paa en lille Sti, der løb langs Søen, kom gaaende to smaa Skolebørn med Bøger og Madkasser. De gik langsomt og saa meget bedrøvede ud. Da de var kommen lige ud for Drengen, satte de sig paa nogle Sten og gav sig til at tale om deres Sorger.
„Moder bliver saa vred paa os, naar hun faar at vide, at vi heller ikke i Dag kunde vores Lektie,” sagde det ene af Børnene. — „Ja, og Fader med!” sagde det andet, og Sorgen blev saa overvældende, at de gav sig til at græde.
Drengen laa netop og tænkte paa, om han kunde finde paa noget at trøste dem med, da en lille, krumbøjet, gammel Kone med et mildt og godt Ansigt kom gaaende henad Stien og standsede foran dem.
„Hvad græder I for, lille Børn?” spurgte den gamle, og saa fortalte de smaa, at de ikke havde kunnet deres Lektie i Skolen, og nu skammede de sig saadan, at de ikke vilde gaa hjem.
„Hvad kan det dog være, der var saa svært, at I ikke kunde lære det?“ sagde den gamle, og Børnene fortalte, at det, de havde haft for, var hele Uppland.
„Ja, det er maaske ikke saa let at lære efter Bog,“ sagde den gamle Kone, „men nu skal I høre, hvad min Moder en-
