397
teren i Aften, for vi har to Mænd med, der ellers nok holder af at fortælle. Den ene er Klement Larsson, der sidder her ved Siden af mig, og den anden er Bernhard fra Sunnansjö, der staar derhenne og kigger op paa Blacksaasen. Nu synes jeg, vi skulde bede dem fortælle os hver sin Historie, og den, der fortæller den morsomste, skal faa det Halstørklæde, jeg strikker paa.“
Dette Forslag vandt stort Bifald. De to, der skulde kappes, gjorde naturligvis nogle Indvendinger, men faldt snart til Føje. Klement foreslog, at Bernhard skulde begynde, og det havde denne ingenting imod. Han kendte ikke meget til Klement Larsson, men han antog, at han vilde give en eller anden gammel Historie til Bedste om Spøgelser og Trolde, og da han vidste, at Folk gerne hører den Slags Ting, fandt han det klogest at vælge noget af samme Slags.
„For flere hundrede Aar siden,“ sagde han, „skete det, at en Provst her i Delsbo en Nytaarsnat var ude at ride midt inde i den dybe Skov. Han sad til Hest med Pels og lodden Hue paa, og paa Saddelknappen hang en Taske, hvori han havde Alterkarrene, Alterbogen og sin Præstekjole. Sent om Aftenen var han bleven hentet ud til en syg langt inde i Skoven, og han havde siddet og talt med den syge til langt ud paa Aftenen. Nu var han omsider paa Hjemvejen, men han troede ikke, han kunde naa hjem til Provstegaarden før langt paa den anden Side Midnat.
Naar han endelig skulde tilbringe Natten paa Hesteryggen i Stedet for at ligge rolig i sin Seng, var han dog glad over, at det ikke var nogen slem Nat at være ude i. Det var mildt Vejr med stille Luft og overtrukken Himmel. Fuldmaanen stod stor og rund bag Skyerne og lyste, skønt den ikke selv var at se. Havde det ikke været for den Smule Maaneskin, vilde han have haft ondt ved at skelne Stien fra Jorden, for der var ingen Sne, og alting havde samme brungraa Farve.
Paa denne Rejse red Provsten en Hest, som han satte overmaade megen Pris paa. Den var baade kraftig og udholdende og næsten saa klog som et Menneske. Saaledes havde Provsten for Eksempel mange Gange mærket, at Hesten kunde finde hjem fra et hvilketsomhelst Sted i det store Sogn. Det stolede han saa sikkert paa, at han aldrig ulejligede sig med at tænke paa Vejen, naar han red den Hest. Og saaledes kom han ogsaa nu ridende midt i den graa Nat og den vildsomme Skov med Tøjlerne hængende slapt ned og Tankerne langt borte.
