447
plejerskens Skyld frem med deres fine Dækketøj til at brede paa Kaffebordene.
Saa blev der bestilt Tvebakker og Kringler hos en Bager i Boden og sort og hvid Konfekt hos en Konditor i Luleå.
Der var saadan et Røre i Anledning af den Begravelse, som Aase vilde give sin lille Broder, at hele Malmberget talte om den. Og tilsidst fik selve Inspektøren Nys om, hvad der var i Gære.
Da Inspektøren hørte, at halvtredsin.dstyve Grubearbejdere skulde følge en tolv Aars Dreng til Graven, skønt denne, efter alt, hvad han vidste, ikke var andet end en omstrejfende Tigger, syntes han, det var det rene Vanvid. Og Sang og Musik og Kaffeslaberas vilde de have, og Graven beklædt med Gran, og Konfekt fra Luleå. Han sendte straks Bud efter Sygeplejersken og bad hende forhindre alt dette. „Det er Synd at lade det stakkels Barn øde sine Penge saadan,” sagde han. „Det kan jo ikke gaa an, at voksne Mennesker saadan retter sig efter et Barns Indfald. De gør Dem jo allesammen latterlige.”
Inspektøren var ikke vred eller heftig. Han talte ganske rolig og bad Sygeplejersken afbestille Sangen og Musikken og det lange Ligtog. Det kunde jo være nok, naar en halv Snes Mennesker fulgte ham til Graven. Og Sygeplejersken modsagde ikke Inspektøren med et eneste Ord, dels af Respekt og dels fordi hun følte med sig selv, at han havde Ret. Det var altfor meget Væsen at gøre af en Tiggerdreng. Hun havde ladet sin Medlidenhed med den stakkels lille Pige løbe af med sin Forstand.
Fra Inspektørens Villa gik Sygeplejersken ned til Nybyggerbyen for at sige Aase, at hun ikke kunde faa det ordnet, saadan som hun ønskede, men det var ikke med let Hjerte, for ingen vidste bedre end hun, hvad den Begravelse betød for det stakkels Barn. Paa Vejen mødte hun et Par Arbejderkoner og talte med dem om disse Vanskeligheder. De sagde straks, at de syntes, Inspektøren havde Ret. Det lignede ingen Ting at gøre saa megen Stads af en Tiggerdreng. Naturligvis var det Synd for den lille Pige, men det var urimeligt, at et Barn paa den Maade skulde ordne og indrette alt. Det var godt, det hele ikke blev til noget.
Konerne gik hver til sit og fortalte det videre, og snart rygtedes det lige fra Nybyggerbyen til Grubeskakten, at der ikke blev nogen stor Begravelse for lille Mads. Og alle indrømmede straks, at det var det eneste rigtige.
