446
allerede for sent. Han havde lidt saa stort et Blodtab, at han ikke kunde leve.
Da Sygeplejersken traadte ind i Stuen, tænkte hun ikke saa meget paa lille Mads som paa hans Søster. „Hvad skal jeg stille op med det stakkels Barn?” sagde hun ved sig selv. „Hun er vel helt utrøstelig.“
Men Søster Hilma saa', at Aase hverken græd eller klagede, hun hjalp hende ganske rolig med, hvad der skulde gøres. Sygeplejersken blev meget forundret, men hun fik Forklaringen, da Aase begyndte at tale med hende om Begravelsen.
„Naar man har været sammen med en som lille Mads,” sagde Aase, der gerne udtrykte sig lidt gammelklogt og højtideligt, „saa maa man først og fremmest tænke paa at hædre ham, mens man endnu kan. Bagefter bliver der Tid nok til at sørge.”
Og saa bad hun Sygeplejersken hjælpe hende at skaffe lille Mads en ærefuld Begravelse. Der var ingen, der kunde fortjene det bedre end han.
Sygeplejersken syntes, at kunde det stakkels, forladte Barn finde Trøst i det, saa var det kun en Lykke. Hun lovede at hjælpe hende, og det var en stor Ting for Aase. Nu syntes hun, Maalet næsten var naaet, for Søster Hilma havde meget at sige. Ved det store Grubefelt, hvor Sprængskuddene hver Dag lyder, vidste enhver Arbejder jo, at han naarsomhelst kunde blive ramt af en Sten eller af en nedstyrtende Klippeblok, og derfor vilde de alle gerne staa sig godt med Sygeplejersken.
Da altsaa Søster Hilma og Aase gik om og bad Grubearbejderne, om de næste Søndag vilde følge lille Mads til Jorden, var der ikke mange, der sagde Nej. „Ja, naar Søster Hilma beder os om det, saa skal vi nok gøre det,” sagde de.
Sygeplejersken fik det ogsaa lykkelig og vel ordnet med den Kvartet af Blæseinstrumenter, der skulde spille ved Graven, og med det lille Sangkor. Derimod gjorde hun ikke noget for at faa Skolen overladt; da det endnu var dejligt Sommervejr, blev det bestemt, at Følget skulde drikke Kaffe ude i det Fri. Bænke og Borde kunde de laane i Goodtemplarsalen og Kopper og Tallerkener i Købmandshandlerne. Nogle Arbejderkoner, der havde Ting paa Kistebunden, som de ikke brugte, saa længe de boede her i Vildmarken, kom for Syge-
