Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: Navigation, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

40

Flokken skulde høre, at der var Fare paa Færde. Alle Vildgæssene fløj op, men den hvide blev ganske rolig gaaende paa Marken. Da den saa de andre flygte, løftede den Hovedet og raabte efter dem: „I behøver ikke at flyve jeres Vej for dem der. Det er jo kun et Par Børn.”

Den lille Purk, som den havde haft paa Ryggen, sad paa en Tue i Skovbrynet og pillede en Grankogle itu for at faa Frøene. Børnene var saa nær ved ham, at han ikke turde løbe over Marken hen til den hvide. Han skjulte sig hurtigt under et stort vissent Tidselblad og udstødte med det samme et advarende Raab.

Men den hvide havde aabenbart besluttet ikke at lade sig skræmme. Han blev rolig gaaende paa Marken og lagde ikke engang Mærke til, hvor Børnene gik hen.

De drejede imidlertid af fra Vejen, gik over Marken og nærmede sig Gasen. Da den omsider saa op, var de ganske tæt ved den, og nu blev den saa forskrækket og forvirret, at den glemte, den kunde flyve, og gav sig til at løbe for at slippe bort fra dem. Børnene fulgte efter, jagede den ned i en Grøft og fangede den der. Det største af dem stak den under Armen og gik sin Vej med den.

Da Purken, der laa under Tidselbladet, saa dette, fo'r han op, som om han vilde tage Gasen fra Børnene. Men saa huskede han paa, hvor lille og magtesløs han var, og kastede sig istedetfor ned paa Tuen og slog i Jorden med knyttede Hænder, helt ude af sig selv.

Gasen raabte om Hjælp af alle Kræfter: „Tommeltot, kom og hjælp mig! Tommeltot, kom og hjælp mig!” Men det kom Drengen til at le af midt i sin Sorg. »Ja, jeg er nok den rette til at hjælpe nogen,“ sagde han.

Men han stod alligevel op og gik bagefter Gasen. „Hjælpe ham kan jeg jo ikke.“ sagde han, „men jeg vil da ialtfald se, hvor de gør af ham.”

Børnene havde et stort Forspring, men Drengen havde ingen Vanskelighed ved at beholde dem i Sigte, før han kom til en Fordybning i Jorden, hvor en Bæk kom brusende. Den var hverken bred eller dyb, men han var alligevel nødt til at løbe langsmed Bredden, til han fandt et Sted, hvor han kunde springe over.

Da han kom op af den lille Kløft, var Børnene forsvundne. Men han kunde se deres Spor paa en smal Sti, der førte ind i Skoven, og han blev ved at følge efter dem.