Jeg skal paa dette sidste anföre et Exempel, som den ærede Forf. selv giver mig Anledning til, idet han netop paaberaaber (S. 24 Anm. *) en saakaldet For. af 1507, hvori Island skal indbefattes ligefrem under Norges Rige. Det er för bemærket, at Kong Hakon Magnusson udgav en almindelig Retterbod 2. Mai 1313, for hele Norge, hvis Ugyldighed for Island jeg forhen har efterviist, navnlig deraf, at enkelte Artikler ere optagne i Retterb. for Island 14. Juni 1314, hvad der naturligviis vilde være utænkeligt, hvis den skulde have været gjældende i Island som i eet af Norges egne Fylker. Imidlertid dannede sig efterhaanden saadanne Samlinger af Love og Retterböder hos adskillige Mænd i Island, hvori Samlerne med mere eller mindre Kritik, eller i forskjellig Hensigt, havde optaget deels hele deels Brudstykker af saavel islandske som norske, endog danske og svenske, Love og Retterböder, juridiske Formularer m. v. Disse Samlinger gik fra Mand til Mand, og i Tidens Længde vidste maaskee mange ikke andet, end at de Love eller Retterböder, der stode i Haandskrift sammen med Jonsbogen, maatte være islandsk Lov, eller anvendelig i Island[1]. — I Aarene 1490—1500 opkom paa Nordlandet i Island Tvistighed om en betydelig Arv. Den ene Part paaberaabte Kong Hakons Retterbod 2. Mai 1313. Sagen kom for Laugmandens Dom, men denne og de af ham udnævnte Domsmænd erklærede, at den nævnte Retterbod var kun Lov for Norge, ikke Island, hvorfor de afviste dens Gyldighed. Men efter mange Aar fik man Sagen oprippet igjen, og
- ↑ Om den slette og ukritiske Anvendelse i Island af norske og danske Love kan jeg henvise til P. Vidalins Skýríngar s. v. rèttari, konúngs sóknari, sýslumaðr; Arnes. isl. Retterg. S. 22, 24; M. Stephens. Doktor-Disputats, S. 15. — Jonsbogens Text og den tilföiede Samling Retterböder bærer tydeligt Prog heraf.
