306
pludselig op, og Fru Fanny viste sig lidt bleg, med marmorhaarde kolde Træk. Hun saâ ti Aar ældre ud.
— Det er nok en meget alvorlig Situation, sagde Kaptejn Frick med imødekommende Deltagelse.
— Den passer ikke for hule Gjøglernaturer, svarede hun saa klangløst som en Træhammers Slag mod en Blok.
Kaptejnen vaklede to Skridt tilbage og tog fat i en Stoleryg. Disse Ord? Fanny maatte være en Djævel, naar hun kunde finde paa saadanne Ord i saadant et Øjeblik. Hun havde jo spyttet Kaptejnens ædle, Alt forglemmende Medfølelse lige i Ansigtet.
Landaueren rullede frem. Lidt efter viste sig en Bondekone i Stuen med Shawl og stukken sort Silkekyse. Det var Kristen Povlsens Kone. Hun tog Fanny i Haanden og sagde:
— Ja, jeg vil saa gjerne tage med efter Doktor. Saa faar den Lille tørste saa længe. Tak, fordi De sendte Bud efter mig, Frue! Jeg har set saa megen Sygdom.
.…. Sofus Brinckmann var vaagnet efter en lang Afmagt, ligbleg, Øjnene lyste som Flammer.
— Fanny . . lille Fanny! stønnede han. Lad mig faa din Haand!
Hun rakte ham den højre og strøg hans Pande med den venstre.
