Næste Formiddag, da Werner var kommen fra Kirken, sadde Alle omkring Divansbordet i Dagligstuen og drak Chocolade. Ludvig og Henriette kappedes om at sige de fleste og bedste Vittigheder og de Andre om at lee høiest; kun Frederiksen var — efter Henriettes Mening — utaalelig idag. I Kirken havde han flere Gange forglemt sig selv og nu gik han med Hænderne paa Ryggen og trippede omkring uden at see paa Jomfru Knap eller Henriette; Chocoladen stod og dampede foran ham paa Bordet og dog glemte han den, og et Stykke af den deilige, svulmende Julekage, som han holdt i Haanden, trykkede han saa fast fra alle Sider, at han næsten forvandlede det til Deig igjen og da Henriette nu leende greb ham om Haanden, for at gjøre ham opmærksom paa hvad han gjorde, puttede han med en krampeagtig Bevægelse det sønderlemmede Stykke Julekage i Brystlommen. Werner, der troede, at hans Tankeløshed havde sin Grund i hans Giftermaalsplaner, vilde lige til at spøge med ham paa en mindre blid Maade, da en glimrende Equipage med fire sorte Heste, Tjener og Kudsk paa Bukken, snarere fløi end rullede ind af Porten og næsten i samme Øieblik holdt for Døren. Enhver saae ud af Vinduet og derpaa paa sin Nabo, for at faae Opløsning paa denne Gaade, da Karethdøren aabnedes
