104
SIENA — ROM.
Jeg har selv min Elskede i Paris,
og jeg ved, at vilde Pigebarnet elske mig,
vilde hun blusse af Ømhed for mig,
men hun forlangte af mig min evige Salighed
— jeg forhaanede baade Gud og Paven.
Jeg har set hende i pragtfulde Sale,
midt i den forundrede Mængde
stolt og rolig smile mig i Møde,
udsætte Navn og Rygte for min Skyld.
Jeg har tænkt; det ender vel en Dag med,
at hun midt i Mængden lader de sidste Omsvøb falde,
at den stolte elsker mig for alles Øjne —
alt imens hun vedblivende nægter mig
den verbale Tilstaaelse af sin Elskov.
Og hvis dette maatte ske — jeg er beredt!
Jeg er beredt til at afsværge
min Salighed — min Himmel — mit Alt . . .
Thi foran hendes gennemsigtige Øjne
er det, som om jeg selv fordobles,
mit Mod, min Manddom, mit Livs Fylde, mine fem Sanser.
De Ord, vi taler til hinanden, er ikke Ord,
og Billederne er ikke Billeder eller Farverne Farver,
men Ordene er selv Ting, der fornemmes,
nogle som fyldigt Læder, nogle som skørt Musselin,
