105
SIENA — ROM.
nogle helligmørke som Himlene paa florentinske Malerier
og andre duggrønne, duftende som dansk Kløver.
Hun fordobler mig, naar vi taler til hinanden,
saa jeg holder Jordens Axe og Stjærnelegemerne
i mine faste Hænder.
Og Dagen derefter
er jeg helt smykket med usynlige Myrter.
Hvis hun en Gang vil tilstaa mig sin Elskov
i fuldstændige Ord og dertil i Gærning,
da har jeg opnaaet mit Væsens Hensigt for Evighed,
da kan jeg undvære Guder og Himle,
jeg skaber dem selv nyere og bedre,
jeg er beredt til at afsværge.
Med saadanne Tanker,
og mens jeg med Andagt huskede
min i Paris efterladte Veninde
(som en lille, hvid Kilde imellem Myrtelunde),
kom jeg en Aften til den evige Stad.
I Rom bor Pontifex maximus,
Verdens øverste Brobygger.
Og mens jeg nu paa Gaderne i det store, stille, sollyse Rom
fra Monte Pincio til Kolossæum,
fra Vatikanet til den spanske Trappe,
mødte mange Kvinder
af Byens skønne, mægtige Race,
mens et langt, lydløst Optog af unge Gejstlige
som en pludselig Skygge fra en usynlig Haand
