108
SIENA — ROM.
der ved en nøjagtig og videnskabelig Øjenforblændelse
ændrer Perspektivet,
saa man tror at staa foran Jordens mægtigste Plads.
Og jeg tænkte:
»Paven, den øverste Brobygger,
sidder han der bag Peterskirken i Vatikanet
og tror ikke det mindste paa sine egne Løgne?
og med en Foliant, en Passer, en Punkternaal,
nogle Trylleformler, Cirkler og Trekanter
tager han hele den løgnagtige Verden ved Næsen
og drager den ind i sine matematiske Linier?
Eller er ikke netop den klare Linie
en Aabenbaring af den hellige Aand,
det sikre Kendetegn for det Guddommelige
(som min Elskedes strænge Bryn)
den rene Linie!«
Naar man kommer tilstrækkelig langt mod Syd,
er der tilsidst intet, man ikke forstaar.
Og jeg tænkte: som jeg har min Madonna, jeg tror paa,
saa tror Paven ogsaa paa sin.
I Pavens egen Kirke,
i det uhyre San Pietro i Rom,
der fandt jeg Pavens Madonna:
i Marmor af Michelangelo — Gudsmoder
med Liget af den Korsfæstede tværs over det moderlige Skød.
