109
SIENA — ROM.
Det er ingen florentinsk eller umbrisk Landsby-Moder,
en sød Uskyldighed fra Lombardiet eller Sicilien,
men det er Italien, Italienerinden selv,
det er Modersorgen, Kristenheden selv,
som vaager over den ihjælslagne —
stivnet af Vrede, der opløser sig i rolig Omhu.
Verdens fornemste Kvinde.
Paa det fine og mægtige Skød den døde Vægt.
Men jordisk Byrde trætter ikke Kvindens Skød.
Legemet hos den kloge Kvinde lyder nu en ophøjet Vilje.
Og det formørkede, endnu unge Ansigt
stirrer fremad uden Glemsel, uden Forklarelse,
mens hun let løfter Haanden
for evigt — frem gennem Rummet og Tiderne —
at salve den lemlæstede Menneskehed.
Jeg har siden truffet dette Ansigt hos en levende Kvinde,
og hendes Ansigt har overbevist mig,
at med slige Madonnaer
kan man være Pave
og tro paa en Himmel.
