Vi boede ved Middelhavet, fortalte Silvio: paa den genovesiske Kyst, hvor Ordsproget siger, at der findes Mænd uden Ære, Kvinder uden Undseelse og et Hav uden Fisk. Et andet Ordsprog paastaar Bjærgene saa blottede for Trær som de genovesiske Kvindehjærter for Blu. Men alt dette er Overdrivelse og Løgne, som Genovesernes Naboer i Toscana og Lombardiet har fundet paa. Genoveserne er Sømænd fra gammel Tid; deres Blod og deres Sprog er ikke videre rent, eftersom sørøverske Maurer og Tyrker igennem hele Middelalderen har hjemsøgt de liguriske Bredder. Genoveserne er Søfarere og deres Koner altsaa Sømænds-Koner. Det forstaar sig. Det Sand, som Bølgerne ved disse Bredder hvirvler op, er sort og skidengraat. Men man støder meget sjælden paa Sandbund. Naar man bader, er det oftest mellem solgule og sønderrevne Klipper — Gallerier ved Navn — og Klippebunden er helt spækket med Søpindsvin, saa man altid gaar med Fødderne fulde af
