121
I LIGURIEN.
smaa, sorte Torne. Men Klipperne er ikke saa skallede, som der siges — alle Slags Frugter, Grønt og Korn vælter frem; man gaar mellem eneste Haver af Oliventrær med grøngraa Blade og i Pinjeskove med højt Græs.
Om Solen, der brænder stærkt om Somren,
gør Menneskene troløse, ved jeg ikke.
Nedfaldne Pinjenaale gør Stierne glatte og farlige.
Dybt under én strømmer det prøvede, det
rovbegærlige Hav. Folk, der har tjent Penge
i Amerika, har paa Højderne bygget deres
smagløse Paladser. I Genova findes der
ældgamle Kolossal-Statuer som frygtelige
Afgudsbilleder. Og Befolkningen i de smaa, sure
Kyststæder er klerikal endnu i Erindring om
en Tid, da Ligurien var pavelig Provins, og
da velmeriterede, gamle Borgere blev puttet
fire Uger i Fængsel, naar de en Søndag havde
forsømt Messen. Gamle Faer Canepà i
Rapallo er en Købmand og Kafévært, der selv
har afsonet denne Brøde med en Maaned bag
Vagttaarnets tykke Mure. Det var i Tredserne,
før Italiens fuldkomne Genfødelse. Den gamle
Knark smiler under sine graa, hæderværdige
Haar, hver Gang han fortæller det; og saa
ofte der er Valg, stemmer han med de
liberale — men der holdes Faste i hans Hus
hver Fredag, foruden i hele Fastemaaneden.
Hans Datter, den kønne og hjærtensgode
Carlotta, har selv fortalt mig det. Hun er
