122
I LIGURIEN.
en spinkel, ung Pige i sin allerbedste Vaar; hendes Ansigt har faaet sit ejegode Smil af at faste. Lidt tør, men hun har en rød Mund; og de varme, brune Øjne i det forsagende, blege Ansigt er saa kastaniemørke, som kunde de næsten smitte. Men der er, ikke Plet paa denne Skønjomfru, ikke en ond Blodsdraabe i hende. Paa en trebenet Stol sad hun saa ret opad Væggen, med en uvis Mine, lidt forlegne Hænder og svarede mig fremmede paa mine mange Spørgsmaal. Naar der fastes, faar de hos Fader Canepà ikke Vin og ikke Kød.
»E perché?« Hvorfor? spørger jeg.
Hun aabner Munden lidt for meget, saa hun næsten gaber ved det ubestemte Smil, der tindrer op i hende.
»Fordi det er billigere,« siger hun i troskyldig Spøg, og denne kvindelige Smilen, der pibler frem af Struben, synes at fylde hende indvendig lige ud til Fingrene og Sko spidserne.
»Altsaa, naar De faster, faar De ikke Vin og ikke Kød . . . Men til daglig, Frøken Carlotta?«
Den kloge, unge Pige flytter sig lidt uro lig frem og tilbage; hendes Hænder ligger oven paa hinanden paa det venstre Knæ. Og atter fyldes hendes Strube af en lille, velsindet Latter:
»Ja, da faar vi heller ikke Vin eller Kød.«
