Min Mand — il mio marito. Børnene — i bimbi. Den lille Pige — la piccina. Jeg hørte hende gentage disse Ord. Og pludselig fik hendes Stemme en bristefærdig Klingen. Hendes Kinder blev svulne af Graad, og hendes Øjne knebes til, som om en gram Sorg sønder rev hende indvendig fra, som havde en sort, uhyre Rovfugl taget Bolig i denne fine Kvindeham og vilde sprænge sit altfor snævre Hylster.
Den ældre Dame mæler nogle kølige, trøstende Ord om ikke at fortvivle overfor det uoprettelige.
Den unge Frue vender Hovedet bort fra hende og pudser larmende sin Næse. I det samme saa hun mig, som ganske glemte at skjule min Deltagelse, mens jeg bevæget smilende førte mit Glas til Læberne. Denne ærbødige Beundring fik hende selv til at smile. Duggen tørres bort fra hendes Øjne. Hun vender mig resolut Ryggen og siger strax i en lettere Tone.
