143
I LIGURIEN.
»Det er jo virkelig en trist Historie, kære Signora. — Paa en eneste Vinter . . . ! Hun var saa yndig, min lille Pige, og saa klog, skønt hun ikke var fire Aar. Ja, at jeg i Grunden ikke blev gal sammen med min Mand! Jeg er kun fireogtyve Aar, har ikke Forældre. Min Onkel, den gejstlige Mand, testamenterede al sin Formue til min yngre Broder og lagde sig til at dø af Ærgrelse, fordi jeg havde giftet mig med en fattig Officer fra Milano. Og saa gaar den Officer tilmed hen og taber Fornuftens Brug. Jeg har kun min kære, eneste Broder, men han er saa purung — giovane giovane — og jeg fortænker ham ikke i, at han finder det morsommere hos de smukke Damer i Rom og Paris end hos sin stakkels, trøstesløse Søster.« — Hun smilte pludselig, og hendes Smil fyldte hele Stuen med Spøg og Munterhed. — »Ja, og saa har jeg min Svigerinde, min Mands Søster, som hedder Angelica. En meget rettroende Frøken, som aldrig forsømmer en Messe og altid beder; Fader vor, du, som er i Himlen, gid tre hundrede og femogtresindstyve Ulykker maa ramme Clara (la Clara) Hellige, fromme Madonna, gid Clara (la Clara) maa dø, inden Aaret er omme! — Jeg har grædt saa meget se, se . . .«
Hun rev pludselig Sløret op.
»Jeg er bleven aldeles syg af at græde. Og jeg har faaet de stygge, gule Pletter paa
