144
I LIGURIEN.
Kinderne . . . Kan man ikke se dem? Jo, jo, Se kun her, Signora! — Lægen mente, at jeg maatte ned til Havet, adsprede mig, tage Bade.«
Jeg har siden faaet at vide, at Signora Clara tænkte:
»Hvad er det for en ung Mand? Han smiler saa kønt. Hans Smil trøster mig.«
Det var en lille Særegenhed, som efter min Mening altid røber en Italienerinde, hvad enten hun er Barn af Folket eller Niece af en Gejstlig: midt i Taarerne, hver Gang hun pudsede Næsen og aftørrede denne altfor sandfærdige Graad, som gjorde Ansigtet ukendeligt, kunde hun tilfældig komme til at se paa mig. Og strax tørrede Duggen bort fra hendes Øjenhaar.
Hvor jeg husker denne Middag, og —
da vi havde rejst os fra Bordet — denne
Solnedgang i Genova!
Svejtserinden paa Hotellets Trappe, besvarende min Hilsen med en umærkelig Hoved bøjning, og den sortslørede fra Milano, som svarede med et dybt og livfuldt Nik, saa at jeg uden for Døren standsede fortumlet og atter ikke kunde begribe, at jeg skulde træffe en slig Grande-Dame i Selskab med denne Svejtserkone. Svejtserinden og hendes unge Ledsagerinde promenerende langsomt paa Zigzagvejen op til Kastellet, som knejser paa en Tinde lige ovenover Jærnbanestationen! Svejt-
