145
I LIGURIEN.
serinden bestandig søgende sin Søn. Og den unge Dame, der fulgte hende, ligesom tøvende.
Mens Solen gik ned over Genova, var der paa min Himmel opgaaet en ny, sød og smilende Maane. Hun syntes at gaa lang sommere som for at oppebie mig. Hun stod der i Solnedgangen med den aabne, klare Pande og Brynenes mørke, fine Linie under det stramme Slør — saa uskyldig oplagt til Livet, saa beredt til en indtagende Spøg med Mennesker, der var dannede og unge af Hjærte som hun selv.
Den tjenstfærdige Opvarter i Hotellet
»Albergo Cavour« — ung og listig smilende,
en sand Henrik fra Holberg — sagde til mig,
da han den næste Morgen efter Befaling bragte
min Regning:
»De skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« — il campo santo.
»Hvor er de to Damer, som boede her paa Hotellet?« spurgte jeg helt tilfældig.
Og med den mest belevne Alvor svarede Henrik:
»Paa Campo Santo.«
Jeg forsømte det første Tog for at tage med det næste. Det smaaregnede, mens jeg flakkede om i det graa Genova. Graa Luft, Byger af Blæst og fin Regn . . .
