146
I LIGURIEN.
Jeg kunde ikke bekvemme mig til at rejse hjem til det lille Rapallo, hvor jeg i to Maa- havde boet ensom og lidet lykkelig.
»Du skulde dog ikke tage fra Genova uden at have set Kirkegaarden« (il campo santo), gentog jeg for mig selv.
Jeg kunde ikke bestemme mig.
Thi jeg var meget angerfuld over min Opførsel paa Spasereturen i Aftes, da mit Hjærte og mine Skridt blev ved at kredse om den sortslørede Signora fra Milano, indtil den sortslørede og hendes uundgaaelige Svejtserinde omsider havde slaaet sig ned foran den store Kafé paa Jærnbanepladsen. Dumdristig havde jeg bemægtiget mig Nabobordet, mens jeg gjorde en Mængde Undskyldninger for min Adfærd — indtil Svejtserinden med en sur Grimace erklærede, at jeg jo ogsaa havde Ret til at trække frisk Luft, og indtil den unge Signora fra Milano, som kølede sig med sin Vifte og pustede paa sin fine Næse, pludselig slog Viften sammen med den mest fornøjede Latter: »Den Herre faar mig virkelig til at le« (ma questo signore mi fa ridere).
»Jeg bliver ikke længe,« undskyldte jeg atter. »Om tre Kvarter gaar Toget til Rapallo.«
Al hendes Højtidelighed var borte. Hun saa ud som en lille, velopdragen Skolepige, der sættes paa for haard Prøve.
»Mi fa ridere. Men den Herre er virkelig original« (ma questo signore è un originale).
