147
I LIGURIEN.
Og da jeg vistnok saa meget nedslaaet ud, piplede det velvilligste, og strax efter det mest ubarmhjærtige Smil hende ud af Ansigtet.
»Hvad var det for en By, De nævnte?« Hun gjorde Munden stor og Mælet rigtig tykt — »Rapollo?«
Det var saa aabenbart, at jeg havde et Væsen, som hun ikke var vant til fra Milano, Norditaliens elegante Hovedstad. Og jeg fandt ikke andet at svare end at nævne hende mit eget Navn og fortælle hende, at jeg var fremmed — hvad der gjorde hende alvorlig, men uden at hun øvede Gengæld. Og pludselig lo hun igen: Mi fa ridere, mi fa ridere! Og da Opvarteren havde bragt Kaffe til de to Damer, blev hun overvættes lystig, og henvendt til Svejtserinden spottede hun med pudsige Tonefald Genovesernes Maal og deres Mangel paa Levemaade, disse Bønder og Skippere, disse Zuluer (questi zulù) — saa at jeg selv ikke rigtig vidste, om jeg maaske var en af de Zuluer. Hun fandt Genova ækel-ækel og vilde, jo før jo heller, rejse til et Badested, til Nervi, hvor hun havde boet for to Aar siden . . . eller til — hendes hele Person blev pludselig til et eneste Smil — til Rapollo (med o). Hun spurgte mig derpaa i en meget alvorlig Tone, om Søbadene ved Rapallo var gode; og før jeg fik givet Besked, rejste hun sig op og sagde, at det var sent, og at hun vilde begive sig til Hotellet, hvis Svejtserinden
