Denne side er blevet korrekturlæst
155
I LIGURIEN.
Hud. Men vilde jeg atter holde hende tilbage ved en Pille svarede hun i yndig Forlegenhed:
»Nej, Signore!«
Med Elfenbensviften, der blinkede i Solstraalerne, og med den aabne Pande, de fine, skarpe Bryn, stod hun i den friske Dag og udviftede Varme af sit Hjærtes Overflod. Men hun bad mig med let Forvirring:
»Husk paa den svejtsiske Dame, Signore. Hun er en anstændig Person, som jeg nødig vil have maa tænke helt ondt om mig. Ja, Signore, jeg kender hende kun fra i Forgaars. Men jeg vil aldrig være uhøflig mod nogen.«
