Fortællersken
Hvem hun end er, saa har jeg aldrig
før mødt hendes Lige, tænkte jeg som en
lykkeberuset Tvivler.
Jeg sad ved hendes Side i Sollyset, i en Sporvogn. Rasktravende Heste førte os gennem Genova tilbage til Hotellet. Den massive Svejtserinde — Moderen, der forgæves ventede og savnede sin Søn — var billigvis bleven hungrig og træt af at være den eneste Skygge mellem Kirkegaardens ranke Cypresser. Vi forstod, at hun længtes efter sin Frokost, og vi skyndte os at føje hende.
Altsaa sad vi snart alle tre ved Frokostbordet i Albergo Cavour.
Jeg har i Syden ofte savnet grønne, tungsindige Foraars-Enge at se paa ved et lykkeligt Maaltid, naar Hjærtet begyndte at leve. I Hotellet var kun de kyske Mure, lutter ubeskrevne Flader, sommerlig hvide, forgyldte af Sol med broncerede Skygger. Men Signora Clara begyndte at tale og fortælle — snart straalende af klog, modig Glæde, snart plud-
