157
I LIGURIEN.
selig formørket af en Erindring om udstandne Sorger, et flygtigt Ord, et Minde, som uventet oprev hende. Og at følge hendes Ansigt var en Sødme som at se over duggede Foraarsenge. Hun talte som faa, jeg havde hørt, talte, som en Mester i Violin og Bue vilde foredrage. Hendes egne Ord drev hende, hun blussede op, levede og brød atter ud i en saa sandfærdig Klage, at jeg for at beherske min Bevægelse stundum maatte gribe mit Glas og løfte det beundrende imod hende. Hun fattede om sit eget Glas, men standsede Haanden, og da saa hun paa mig, som om hun vilde sige:
»Drik ikke med mig i Vin! Drik mig til med dine Øjne alene.«
Svejtserinden spiste tavs og tapper, som Garden, der dør, men giver sig ikke. Jeg derimod spiste svælgende hvert Ord fra Signora Claras Læber og syntes, at denne Fortælling for første Gang aabnede mig Italien og Rom. Det var ved den Frokost omtrent min eneste Føde.
Fru Clara havde før Maaltidet i Hast ombyttet sin lyse Kjole med en mørk, som for mig gjorde hendes Alvor alvorligere og hendes Glæde end mere stærk, overraskende.
Hun fortalte mangt og meget om Rom og sin Barndom, sin strenge, gejstlige Farbroder, der opdrog hende og hendes unge Broder. Hun fortalte om sin Fader — il buono papa — den allerlystigste og mest ori-
