158
I LIGURIEN.
ginale Mand, som tilbragte sit Liv paa Rejser, og som altid var lige stik imod Verden, men særlig mod sin klerikale Broder. Naar han besøgte Rom, tog han gærne sin lille Datter med paa Køreture og Udflugter, viste hende Byen og de elegante Kaféer. Kardinalen sagde til ham, at han fordærvede sit Pigebarn. Men Faderen lo: »Ved du hvad, Bror; der bliver aldrig en Nonne af Clara.«
Hun smilte let og hældte Vin i sit Glas.
»Hvor jeg holdt af den Fader. Naar jeg var med Papa paa Kafé, fik jeg mit Glas skænket fuldt med Vin . . . til Hverdag hos min rige, gejstlige Onkel skulde Vinen altid blandes med Vand; thi Vand er det tjenligste for smaa Katoliker. Ma io« — hun gav sig sig til at læspe som en lille, forslagen Skolepige — »Men jeg, jeg vidste, at Tjenerskabet lystrede mig meget mere end Onkel, og jeg betalede, at de skulde bringe mig den Vin op paa mit Værelse, som jeg ønskede. Jeg regerede Huset fra øverst til nederst med uindskrænket Magt. De kaldte mig den lille Kardinal. Dog, det er ikke nær saa morsomt at skænke i sit Glas selv som at køre ud med sin Fader og faa ham til at skænke for sig. Og allerbedst som vi sad i en Kafé, hvor der kun kom de fornemste Signori, hentede Papa Droskekusken: »Jeg maa give ham et Glas Vin; han har et udmærket Ansigt.« Han ødelagde Droskekuskene, som han ødelagde sin lille, forkælede Datter. Og jeg lo (ed io
