159
I LIGURIEN.
da ridere!). Aldrig havde jeg set de stive, hovmodige Signori i Rom drikke med en Droskekusk. De kan tænke Dem, at jeg beundrede Papa.«
»Nu skal De høre,« sagde Fru Clara og standsede lidt, som for at snappe efter Vejret og bortjage Tanker, der var for sørgelige. »Min Moder . . . min Moder var død ung, da min lille Broder endnu var i den spæde Alder. Derfor blev vi opdragne hos min Onkel — Fader holdt jo mest af at rejse. Den stakkels, gejstlige Onkel, som ikke selv kunde tage til Ægte og faa Børn paa kristen Vis, holdt saa meget af os smaa Gryder, min lillebitte Broder og mig. Hver Aften, naar jeg havde sagt Godnat, kom han listende til min Dør for at høre, om jeg ogsaa bad min Aftenbøn. »Fader vor, du, som er i Himlen,« bad jeg med høj Stemme. Men somme Tider, naar jeg var vred paa Onkel og vilde drille ham, bad jeg slet ikke. Han troede da, at jeg sov og kom ind i Værelset for at se, om jeg laa rigtig med Armene korsvis over Brystet og Hænderne paa hver sin Skulder, som en god, lille Katolik. Hvis jeg da var vaagen, skyndte jeg mig at lægge Armene forkert og lukkede Øjnene. Han nærmede sig, tog forsigtigt mine Hænder og lagde en paa hver sin Skulder, kyssede mig paa Panden og gik atter ud af Døren . . . .
»Den strenge Onkel holdt nok af os. Men Papa var dog Papa. Jeg fandt ingen
