161
I LIGURIEN.
tre eller fire Veninder, som mange Nætter stjal os hjemmefra og samledes skiftevis hos den ene eller anden blot for at sidde og se paa hverandre, le og føre værdige Samtaler. Vi tiltalte hverandre med vore virkelige Titler — (Ja, jeg var kun Signorina!) — og vi drillede højmodigt hverandre med unge Mænd, som vi knapt havde talt med. Saa blev jeg halv syttende Aar.
En Aften var jeg bedt ud til en Familje, der ellers ikke hørte til vort Selskab. De var ikke Romere, de var fra Milano; men de var rare og brave og holdt saa meget af mig. De bad mig spille lidt for dem; alle roste og beundrede mig, og jeg — jeg spillede. Der var kun Milanesere til Stede og imellem dem en ung Sekondløjtnant — aa saa smuk, saa smuk, syntes jeg, som en af Himlens Engle. Han sad uafbrudt ved Klaveret og saa paa mig og paa mine Fingre . . . og jeg, jeg spillede (ed io sonava). Han viste mig stor Ærbødighed og sagde til mig næsten bedrøvet, at jeg var saa let og saa glad og saa gratiøs, »som et Syn fra Paradiset«. Og jeg, jeg lo og sagde, at jeg fandt ham »saa smuk som en af Himlens Engle«. Saadan blev vi ved at lovprise hinanden i Ord, som forekom os yderst dybsindige. Og jeg spillede og lo (ed io da sonare ed io da ridere!). Og vi bøjede til Afsked Hovederne dybt for hinanden.
Men da jeg kom hjem, skrev jeg samme Nat et Brev paa fire Sider, hvori jeg erklærede
