162
I LIGURIEN.
ham min uendelige Kærlighed og bad ham møde mig udenfor Murene paa et bestemt angivet Sted. Jeg begreb jo, at jeg som Kardinalens Niece maatte gøre det første Skridt. »Men hvad tænker du dog paa?« sagde mine Veninder til mig. »Hvad jeg tænker paa? Jeg vil gifte mig med ham,« sagde jeg. Om jeg var forrykt: at ville gifte mig med en fattig Sekondløjtnant fra Milano! »Han har et udmærket Ansigt,« sagde jeg, idet jeg mindedes min kære, afdøde Faders Ord.
Jeg kom kørende i min Onkels Vogn til Stævnemødet. Carlo var der allerede. »Elskede, dejlige Signorina,« sagde han. »Hvad vil De mig? Jeg er kun en fattig Officer. Og hvad vil det nytte mig, at jeg gaar til Deres Onkel og beder om Dem?« — »Det vil slet ikke nytte, Signore,« sagde jeg; »vi flygter til Svejts og gifter os.« — »Yndige Signorina,« sagde han, »men jeg er en fattig Mand, og kan De ogsaa leve som en fattig Officers Kone?« — »Lad mig om det! Jeg sørger for det fornødne,« sagde jeg.
Jeg bestemte Dagen, Timen for Flugten, pakkede mine Kufferter; og da jeg vidste, det ikke nyttede at bede Onkel om Arven efter min Fader, gik jeg hen til hans Bankier med en Vexel, jeg selv havde skrevet i Onklens Navn. Den lød paa tre tusind Francs. Jeg tænkte: bliver min Onkel vred, kan han tage sig betalt i min Fædrenearv.
