163
I LIGURIEN.
Da jeg ofte var kommen hos Bankieren, og alle forgudede mig, fattede ingen Mistanke, og jeg fik Pengene.
Jeg kørte til Jærnbanen, havde lige købt Billet, da én af min Onkels Tjenere indfandt sig for at standse mig. Jeg lovede at gaa med ham, men jeg havde en Smule Haandbagage, og jeg bad ham holde den for mig et Øjeblik, mens jeg hentede noget, jeg havde glemt paa Perronen. Jeg slap ud, smuttede ind i en Vogn; Toget gik i det samme og farvel, Roma! Jeg kom til Florens uden Natlinned og Toilettesager og to Dage derefter til Svejts.
Aa, hvis blot min Fader havde levet. Han havde forstaaet mig.
»Der bliver aldrig nogen Nonne af Clara,« sagde den gode Papa.
Min Onkel satte Politi og Diplomati i Bevægelse; men jeg var hinsides Grænsen, og de vilde ikke udlevere mig. Saa skrev han Breve til mig, at jeg havde gjort ham hans Livs dybeste Sorg, men at han endnu vilde tilgive mig alt, naar jeg strax vendte tilbage. Om jeg endda havde kastet mine Øjne paa en ung Romer, kunde han forstaa mig, skrev han, men at jeg — Clara — vilde nedlade mig til en saadan »Bonde fra Milano!« Jeg strøede hans Breve i smaa Stykker som Sommerfugle ud over de svejtsiske Alper. Skønt jeg knapt vidste, hvad Kærlighed var, elskede jeg denne »Bonde fra Milano.« Og vi boede i tre
