164
I LIGURIEN.
Uger som forlovede i et Svejtserhotel, uden han tænkte paa at misbruge den Tillid, Kardinalens lille Clara havde vist ham. Hver Dag foretog vi Køreture over Grænsen ind i Italien. Alle Toldbetjente kendte mig.
»Har Herskabet noget at fortolde?«
Jeg pegede paa mig selv.
»Ja, der er mig« — sono io — sagde jeg.
Saa snart de saa vor Vogn, kom det samlede Toldopsyn altid til Stede.
»Har De noget at fortolde?«
»Sono io! sono io,« sagde jeg med frydefuld Stemme. Og Toldopsynet lo og lod os køre. Naar man er sytten Aar, ophæver man alle Grænser, selv Toldgrænserne. Sono io, sono io! Ja mig — mig! . . .«
Fru Clara lo stærkt, kom til at hoste og
maatte pludselig holde sig for Hjærtet. Jeg
forstod ikke, hvorfor hun vendte Ansigtet
bort. »Aa, det er kun min Hjærtebanken,«
sagde hun paa vore ængstelige Spørgsmaal.
Jeg knælede ned med hendes Haand i min, bedrøvet over, at jeg ikke kunde bringe hende Lindring, paatage mig hendes Smærte. Hun trykkede svagt min Haand med et Smil, som vilde hun sige: »Vær ikke bedrøvet. Det Blik, hvormed du ser paa mig, er mig Lægedom nok.« Saa aandede hun atter et Par Gange dybt og langsomt, begyndte at smile og var pludselig helt rask.
