165
I LIGURIEN.
»Dér ser De, hvad der kommer ud af at slaa sig for Brystet og sige: sono io« — smilte hun. »Min Broder, der forstod at omgaas min Onkel langt snedigere end jeg, har tit sagt: Du er dum, Clara! du er dum, Clara! Min Broder gjorde ogsaa, hvad han selv vilde, men i al Hemmelighed. At høre ham tale Onkel efter Munden: »ja, Onkel! jo. Onkel!« — »som du vil, kære Onkel« — kunde faa Haarene til at rejse sig paa et syndigt Hovede og vække de døde op af Gravene« — Fru Clara smilte.
»Ma io — men jeg kunde ikke hykle som den forslagne Knægt. Umuligt, umuligt!« — Fru Clara lo ad sin egen Stridighed. — »Efter at Carlo og jeg havde boet tre Uger i Svejts, maatte Onkel samtykke i, at vi blev blev viede i Milano. Da min Onkel døde for to Aar siden, efterlod han hele sin Formue til min Broder. Den kære, gode Broder, den eneste, jeg nu har tilbage. Han gav mig dog altid de bedste Raad: Du er dum, Clara, at du ikke kan forsone dig med Onkel! — Umuligt, umuligt! Det var for at forsone mig med ham, at jeg en Gang, efter at jeg var bleven gift, boede hos ham i Rom et helt Aar, og naar min Mand kom i Besøg, maatte vi finde os i at mødes paa et Hotel!
Min Mand ! . . . Jeg glemmer aldrig vor Bryllupsrejse gennem Italiens Byer. — Carlo var skinsyg som en Sultan. En Gang kom han med en Hammer og sømmede Vinduerne
