166
I LIGURIEN.
til i vort Hjem i Milano, fordi han mente, at jeg lænede mig for meget ud, og fordi to unge Herrer i Nabolaget interesserede sig for mig. Jeg husker ogsaa en Aften i Milano. Midt i et stort Selskab af de mest dannede Signori med deres dydige Damer fandt en Herre paa at fortælle en skandaløs Historie om to Jøder, der havde en og samme Elskerinde, som væddede med dem om, at det skulde lykkes hende trods al deres Paapasselighed at modtage en tredje Elsker (hvad hun ogsaa udførte paa den mest uforfærdede Maade, mens Jøderne sov). Alle de højtdannede Damer og Herrer lo. Jeg selv lo med. Og der blev fortalt værre Ting. Det var, som om Milaneserne i Aften var blevne forrykte. Bleg af Forbitrelse kom Carlo og bad mig køre med ham hjem. »Clara, jeg vil ikke taale, at du skal høre paa den skamløse Snak.« Han tog alene hjem i Vrede, og jeg angrede hele Aftenen, at jeg ikke havde føjet ham.
Stakkels Carlo, som var saa skinsyg, han havde den Fejl, at han ikke kunde modstaa Kvinder. Han var mig utro med alle Slags Skønheder i Torino og Venezia, ja, tilsidst ogsaa i Milano, hvor vi boede. Men hvis jeg havde holdt af andre end ham, vilde han have taget sin Død over det. Naar jeg bebrejdede ham hans Flygtighed, tilstod han gærne, og han spøgte: »Ja, søde Clara, en Kaprice, ser du, slet ikke andet. Dig elsker jeg, lille Claruccia, og jeg
