167
I LIGURIEN.
taaler ikke Plet eller Skygge paa dig. Men de andre maa jeg have, fordi jeg foragter dem, foragter dem altfor stærkt, ser du.« — Det blev nok hans Ulykke, at der var for mange Kvinder, han foragtede. Hans stakkels Hoved kunde ikke taale dette Forhold mellem Kærlighed og Foragt . . .«
Alt dette fortalte Signora Clara bedre,
end jeg kan genfortælle. Nu standsede hun
atter, snappede efter Vejret og tog sig for
Brystet, som om hun frygtede, at Hjærteondet
skulde vende tilbage. Saa rejste hun sig —
thi Maaltidet var forbi — og bad om at maatte
støtte sig ved min Arm. Svejtserinden skyndte
sig til Vinduet for at spejde efter sin Søn.
Selv stod jeg hos Fru Clara en Stund og
stirrede ud. Hendes snorrette Bryn, blege
Ansigt, røde Mund fyldte mig med den
kækkeste Farvejubel.
