»Den talende Harpe«
Til Sanpierdareno, Genovas Forstad og
Badested, førte jeg samme Eftermiddag
Fortællerinden og hendes svejtsiske Skygge. En
snavset Forstad, en Strandbred med sort Sand
og med Bølger saa høje som Badehuse. Fru
Clara og jeg sad paa Bredden i den friske
Blæst med lykkelige Øjne og hørte paa den
skurende Lyd af Gruset, der løftes, og Gruset,
naar det atter suges i Dybet.
»Der var en Gang en Kvinde,« sagde jeg
til Signora Clara . . .
»Der var en Gang en ung Kvinde — saa lys og modig som nogen, for hvem Gud lod sit Hav skylle og sin Sol skinne.
Hun elskede den dejlige Sol — saa hun, trods Forældrenes og Søstrenes Raad oftest gik med Hovedet blottet og med det lange Haar frit i Sollyset og Vinden.
Hun elskede det larmende Hav, og langs Bredden paa Grænsen mellem Sand og Bølger
