169
I LIGURIEN.
vandrede hun uden at tænke paa sine nye Søndagssko, der blev ødelagte af Saltvandet. Da Moderen skændte paa hende, gemte hun sine Sko mellem Klipperne og gik med nøgne Fødder. Men nu blev ogsaa hendes Skørt vaadt, og alle skændte de paa hende.
Saa en Dag blottede hun sit Hoved for Solen, sine Fødder for Havet, sit Bryst og hele sit unge Legeme for Vinden.
»Lad Solen og Havet og Vinden eje mig helt,« sagde hun, og Brændingen optog hende i sit mægtige Favntag.
»Vi havde dog advaret hende,« sagde Søstrene, da ingen saa hende mere.
. . . Da kom der en Dag en ung Spillemand, træt af Byer og Mennesker, til den ensomme Bred og det evigt larmende Hav. Aa, han var saa træt — saa træt af alt, men allermest af sit eget, uforanderlige Hjærte, sit eget, ihærdige Spil — at han kastede sig ned som en Hund paa den flade Strandbred for at lytte til Jordrystelsen, Vandmassernes Vægt, naar de vælter deres bredt hen brusende Bad.
Den unge Spillemand paakaldte Havets Gud med haanlige Ord;
Jordryster Poseidon, du maa være led og ked af denne evige Bugt ved Rapallo, af den liguriske Havbugt og hele denne rustne Gryde, som man kalder Middelhavet. Siden Føniciernes og Odysseus' Dage har dine Vandlegemer væltet sig søvnløst paa det samme
