171
I LIGURIEN.
Dog ingen Mester kan se en smuk og ukendt Strengeleg uden med egen Haand at maatte prøve Tonen. Altsaa gjorde den unge Spillemand efter nogen Tid sig selv det Spørgsmaal: Hvem kan hun være ? Og idet han skød det lange Haar, der dækkede Brystets Rigdom og den kyske Lænd, nysgærrig til Side spurgte han — mere henvendt til sig selv og til Vindene end til Kvinden:
»Hvorfor er dit Bryst saa hvidt og saa hvalt?«
Hun tav, og han vilde dække hende til, men som i Tanker førte han efter en Stunds Forløb en Lok af hendes lange, mørke Haar tæt til sin Kind.
»Hvorfor er dit Haar saa langt og rigt?« spurgte han kort.
Hun laa med Blikket mod Havet — intet Svar.
Langt om længe værdigede han ogsaa at tage hendes Fingre mellem sine.
»Hvorfor er dine Fingre saa glatte og smidige?«
Og dermed slap han hendes Haand og lagde sig paa sin Albue i Sandet, som var hans Nysgærrighed tilfreds uden Svar.
»Nu skal du høre,« sagde den unge dejlige. Hun rettede sig halvt op med trodsig hævet Barm og sænkede snart paa ham, snart paa Havet sine Øjne fulde af Skygge.
»Mit Bryst det er saa hvalt og hvidt, fordi det er intet Bryst mere, men en Harpe . . .
