172
I LIGURIEN.
»Mit Haar det er saa rigt og langt, fordi det er intet Haar mere, men en Harpes Strenge . . . .
»Mine Fingre er saa smidige og glatte, fordi de er ikke mere Fingre, men Harpens Skruer . . . .
»Bølgerne har - slaaet mit Bryst. Slaa selv her under mit Hjærte og frygt ikke for at gøre mig ondt, skal du høre, hvor det klinger . . . .
»Vinden har flænset mit lange Haar. Knyt selv din Haand i mit Haar — uden Medlidenhed — skal du høre, hvor det klager . . . .
»Jeg klemte mine Fingre mellem Klippestene, alle mine Strenge spændtes derved. Knug selv mine Fingre, knug dem til Blods! Mit Bryst synger af Smærte . . . .
»Jeg var et Menneske og led.
»Frygt ikke mere for at gøre mig ondt. Jeg er nu mere end en Kvinde. Jeg er en tonende Luth. Jeg er en talende Harpe. Hør paa mig. Jeg kan det, som ingen anden kan:
»Jeg kan fortælle.«
Da greb han fast om hendes Hænder,
da greb han haardt i hendes Haar, da
trykkede han med Vold den dejlige til sit Hjærte.
Og han hørte det synge og klage som en
vidunderlig Harpe.
Men han smilte:
